søndag den 16. juli 2017

Projekt rygestop 2

Så er det endnu engang blevet sommerferie, og endnu engang tid til rygestop. Sidste sommer lykkedes det mig faktisk at kvitte smøgerne helt, og det holdt i ca. ½ år, før stressen tog over. Denne gang satser jeg på, at det er mit sidste forsøg. 
Jeg har røget on/off i ca. 9 år, og det har ikke altid været planen at stoppe - jeg nyder nemlig at ryge. Især i sociale sammenhænge, elsker jeg en god snak over en smøg og et glas vin. Men nu er det slut! Med smøgerne selvfølgelig, hverken gode snakke eller vin kan jeg undvære... 
Før i tiden kunne jeg se flere grunde til at ryge, end til at stoppe, og det er også derfor jeg ikke har kvittet smøgerne helt før. Men nu er balancen skiftet, og jeg kan bedre se fordelen i at blive røgfri. Så denne gang er det med motivation, logik og lyst, at jeg lægger cigaretterne på hylden. Selvom det er hyggeligt at ryge med en veninde en lun sommeraften, er det endnu mere hyggeligt, at min kæreste kan kysse mig uden jeg skal børste tænder hele tiden, at jeg kan smage bedre, og at jeg har lidt flere penge til andre ting.
Selvom rygning er min mest effektive afstresningsteknik, er det i virkeligheden en bjørnetjeneste. Stresset forsvinder nemlig ikke, og nikotinen gør faktisk måske min angst værre. Det er også en af grundene til at stoppe, samt hovedårsagen til, at det blev her i sommerferien. Jeg har ingen eksamener eller deadlines der stresser, og jeg har næsten konstant social støtte af min familie og kæreste. Det skal nok lykkedes denne gang!
Jeg er så heldig, at jeg har et helt netværk af støttende mennesker. Min familie, hvor de fleste selv ryger eller har røget, synes det er helt fantastisk, og er absolut ikke blege for, at vise deres støtte.
Mine kære venner er også en kæmpe hjælp, og kan virkelig aflede mine tanker fra cigaretterne.
Men især min søde søde kæreste skal have en ekstra stor tak, for at være sammen med mig for tiden - det kan ikke været lutter lagkage... Og jeg ville helt klart ikke klare det uden hans støtte. Han er simpelt hen bare den bedste - han finder sig i mine humørsvingninger, tilbyder mig chokolade og massage, og han roser mig hver eneste dag. Det bedste af det hele er, at hans støtte er 100%, det vil sige, han støtter mig i MIN beslutning om at stoppe med at ryge, han kræver ingenting, og jeg ved, at hvis jeg falder i igen, vil han hverken blive sur eller skuffet, men hjælpe mig igennem det. Jeg er SÅ heldig, at jeg har ham! 
Fortsat god sommer derude! 
______________________________________________________________________________
UPDATE
Jeg har nu været røgfri i 2 uger!
......... Det føles som 200...............

Ingen kommentarer:

Send en kommentar