Jeg har altid været lidt buttet. Da jeg var baby, sad jeg fast i kravlegården med min store numse. De fleste der ser min storebror og storesøster, ved jeg er den lille, kurvede efternøler, og jeg har i mange år været ked af dette. Begge mine ældre søskende har et superhurtigt stofskifte, og kan spise så meget de vil, uden at tage et enkelt gram på. Min søster har i øvrigt altid været super aktiv, hvilket også var med til at bibeholde hendes slanke figur. Jeg, derimod, har aldrig kunnet tænke på et stykke chokolade, uden det kunne ses på vægten ugen efter. Mit stofskifte er omtrent lige så hurtigt som en skildpadde på ferie.
Især min søster har jeg været jaloux på i mange år - jeg kunne se hvor tynd, sej, smuk, populær og stærk hun var/stadig er, og i min verden måtte det hænge sammen. Det var før jeg troede på "myten" om forskellige kropstyper - det var jo bare noget min mor bildte mig ind, for at trøste mig. Heldigvis blev jeg både ældre og klogere. Jeg ved godt den dag i dag, at jeg aldrig kan blive lige så tynd som min søster - det ville jo se helt skørt ud på mig!
Ikke desto mindre har jeg igennem de sidste 10-15 år altid jagtet den slanke krop, det være sig i form af slankekure, fitnesscentre, faste - you name it! Men det er nu engang demotiverende, når man er glad for cola og chokolade, og trods sund livstil og motion i flere måneder ikke ser nogle ændringer. Jeg er ikke specielt glad for de fleste former for motion. Om det skyldes smerte, langsomme læger, eller mindre end optimale gymnastiklærere gennem hele min skolegang, skal jeg ikke kunne sige - jeg ved bare, at sport står mig langt ud af halsen. Som jeg fint formulerede det til min mor den anden dag: "Jeg hader min krop, men jeg hader bare motion så meget mere..." 😅
Anyway, min pointe er, at intet har kunne motivere mig længe nok, til at jeg rent faktisk fik noget ud af det - indtil nu. Jeg var til et foredrag/workshop gennem Folkeuniversitetet, "sæt turbo på retningen mod dit drømmeliv" ved Johan Frederik Banzhaf, studieadjunkt ved institut for medicin og sundhedsteknologi på Aalborg Universitet. Han fortalte en masse spændende sager om hjernen, og hvordan vi kan påvirke den. Her lærte jeg fx, at motivation ikke nødvendigvis er en god ting, fordi motiviation altid forsvinder på et tidspunkt - enten inden målet er nået, eller når mået nåes. Derimod er det ens værdier, der skal justeres - finder man sine værdier, kan hvert valg træffes i overensstemmelse med mindst én af disse. På den måde påvirker man hjernen til også at træffe alle de ubevidste valg på denne måde, og de fleste valg vi tager i hverdagen er ubevidste. Så nu handler det hele ikke kun om kroppen, men også om hjernen, og det synes jeg er noget mere interessant. Intelligens har altid betydet meget for mig, og hvis jeg kan hjælpe min hjerne på vej, så jeg kan lære endnu flere nye ting, så er det et kæmpe plus!
Nå, jeg nåede vist lidt langt fra emnet: detox. Jeg lærte nemlig noget andet denne septemberlørdag, var en række forskellige stoffers indvirkning på hjernen, herunder koffein og nikotin. Vi har altid lært, at koffein og nikotin er super dårlige for kroppen, hvilket ikke er helt forkert. Meeeeeen i begrænsede mængder, er det faktisk nogle vildt stimulerende stoffer for hjernen. Så længe man ikke indtager det hver eller hver anden dag, så er det faktisk ret ok (alt med måde selvfølgelig). Og cigaretter gælder selvfølgelig ikke, der er tjære og alt muligt andet i også. Men Johan fortalte, at hvis man skulle noget specielt, fx holde et foredrag eller til eksamen, hvor man skal huske meget og være på i længere tid, kan et nikotinplaster gøre en stor forskel.
Koffeins opkvikkende effekt aftager, jo oftere man indtager det. Hvis man fx drikker kaffe hver dag, svarer det energiniveau kaffen giver, til det niveau man ville være på helt uden koffein, hvis man ikke drak kaffe hver dag. Det er ret vildt! Og en kæmpe øjenåbner for en inkarneret colaholiker som mig. Jeg besluttede mig derfor at komme min koffeinafhængighed kvit, og den bedste måde at gøre det på, er en kold tyrker. Det tager minimum 3 uger, men helst 6-8 uger, før kemikalierne er helt væk, og kroppen er "rebooted". Derfor besluttede jeg mig for en detox, hvor jeg helt undgår koffein og sukker. Koffein er et super vanedannende stof, og allerede inden for det første døgn, oplevede jeg de sygeste abstinenser, og de næste to dage var et rent feberhelvede med ekstrem hovedpine, vrede og træthed. Heldigvis er det altid de 72 første timer, der er de værste, når man kvitter et vanedannende stof, og herefter følte jeg mig da også bedre tilpas. Og det bedste af det hele? Der er ikke et endegyldigt farvel til min yndlingsdrik - om 6-8 uger må jeg faktisk gerne drikke cola igen, så længe det ikke er hver eneste dag!
Min søde kæreste har besluttet sig for at detoxe med mig, og det er super rart med en ligesindet i dette hårde projekt. Til at hjælpe os har vi masser af koffeinfri te, opskrifter på lækre, sunde smoothies, og en ny morgenrutine: Det første vi gør om morgenen er at drikke et ingefærshot, et glas "saltvand" (speciel opløsning), lave hypoxia (mere om det en anden dag😆), og en smule yoga - så er man altså klar til dagen!
For lige at koble det til motionshadet i starten - Johan formulerede det nogenlunde sådan: "jo mere (fysisk) stress man udsætter kroppen for og vænner den til, jo mere (psykisk) stress kan man klare" - hvilken bedre tankegang er der for en stressramt person? Jeg bliver nok ikke maratonløber i mit liv, men skoene er da fundet frem, og yogamåtten rullet ud. Nu må vi se, hvor det bærer hen. ✌💜
P.s. Jeg troede nikotin var svær at kvitte - det var jo en ren leg i forhold til koffein! 😰😱
P.p.s. - dette indlæg blev lige ret meget længere, end jeg havde regnet med. Her er et billede af min fitte kat, der også kan dovne:
