lørdag den 1. juli 2017

Sommerferie!

Endelig, endelige, ENDELIG fik jeg også sommerferie. Og ja, det er kun den 1. juli, men NØJ hvor føltes juni godt nok lang i år! Så nu skal det blive rigtig godt med to hele måneders fri!

Denne sommer er dedikeret til afslapning, afstresning og projekter. Først og fremmest ligger der et rygestop i den nærmeste fremtid, og som om det ikke er projekt nok i sig selv, så skal jeg gerne kunne holde mig selv lidt beskæftiget i starten. Og jeg har rigeligt at se til!

Næste semester står nemlig i skrivningens tegn, og ikke mindst er det bachelor tid. Derfor skulle jeg gerne nå at forberede mig en del til dette. Derudover er der også alle mine egne bøger, jeg har udskudt, og derfor nu ligger og skriger efter mig. Det bliver rart at læse noget, jeg rent faktisk helt selv har valgt!

I år skal det blive seriøst med yoga igen - det skulle virkelig gavne både min krop og mit sind, og mindske stress såvel som angst. Og når så rygetrangen sætter ind, er det jo altid godt at kunne abstrahere med udstrækning og meditation. Det skal nok blive sjovt.

Jeg har besluttet at gøre noget, jeg ellers aldrig gør: jeg vil rydde ud i mine kjoler og bøger! Min søde kæreste hjalp mig med at flytte lidt rundt her i lejligheden i Bolbronx, og det motiverede mig altså til at rydde lidt ud. Det bliver SÅ hårdt! 😰😱

Når jeg gerne vil være kreativ, har jeg min bulletjournal jeg kan lege med, samt to scrapbøger, jeg har kørende i øjeblikket. Og det er virkelig noget jeg nyder, især mens jeg ser en tv-serie. Og jeg er SÅ bagud med afsnittene i de serier, jeg ellers følger med i, så der skal nok lidt netflix på fjernsynet på regnvejrsdage...

Her i ferien har jeg også mulighed for at bruge en masse tid med min fantastiske kæreste, og vi skal blandt andet fejre vores første årsdag! 💖 Det er Peter, der står for planlægningen, og jeg glæder mig helt vildt meget.

Ellers skal jeg, som hvert år, også bruge en del tid på Lolland, dels med min familie, og dels med min bedste veninde. Om det bliver shopping i Nykøbing med Maria eller grillaften på Aloe Vera slottet i Hejrede, skal det nok blive hyggeligt. Og mon ikke der også bliver tid til at hjælpe min mama med hendes 30.000 bøger? (Dette er IKKE en overdrivelse........)

God sommer! 💜

Ingen kommentarer:

Send en kommentar