lørdag den 1. juli 2017

Sommerferie!

Endelig, endelige, ENDELIG fik jeg også sommerferie. Og ja, det er kun den 1. juli, men NØJ hvor føltes juni godt nok lang i år! Så nu skal det blive rigtig godt med to hele måneders fri!

Denne sommer er dedikeret til afslapning, afstresning og projekter. Først og fremmest ligger der et rygestop i den nærmeste fremtid, og som om det ikke er projekt nok i sig selv, så skal jeg gerne kunne holde mig selv lidt beskæftiget i starten. Og jeg har rigeligt at se til!

Næste semester står nemlig i skrivningens tegn, og ikke mindst er det bachelor tid. Derfor skulle jeg gerne nå at forberede mig en del til dette. Derudover er der også alle mine egne bøger, jeg har udskudt, og derfor nu ligger og skriger efter mig. Det bliver rart at læse noget, jeg rent faktisk helt selv har valgt!

I år skal det blive seriøst med yoga igen - det skulle virkelig gavne både min krop og mit sind, og mindske stress såvel som angst. Og når så rygetrangen sætter ind, er det jo altid godt at kunne abstrahere med udstrækning og meditation. Det skal nok blive sjovt.

Jeg har besluttet at gøre noget, jeg ellers aldrig gør: jeg vil rydde ud i mine kjoler og bøger! Min søde kæreste hjalp mig med at flytte lidt rundt her i lejligheden i Bolbronx, og det motiverede mig altså til at rydde lidt ud. Det bliver SÅ hårdt! 😰😱

Når jeg gerne vil være kreativ, har jeg min bulletjournal jeg kan lege med, samt to scrapbøger, jeg har kørende i øjeblikket. Og det er virkelig noget jeg nyder, især mens jeg ser en tv-serie. Og jeg er SÅ bagud med afsnittene i de serier, jeg ellers følger med i, så der skal nok lidt netflix på fjernsynet på regnvejrsdage...

Her i ferien har jeg også mulighed for at bruge en masse tid med min fantastiske kæreste, og vi skal blandt andet fejre vores første årsdag! 💖 Det er Peter, der står for planlægningen, og jeg glæder mig helt vildt meget.

Ellers skal jeg, som hvert år, også bruge en del tid på Lolland, dels med min familie, og dels med min bedste veninde. Om det bliver shopping i Nykøbing med Maria eller grillaften på Aloe Vera slottet i Hejrede, skal det nok blive hyggeligt. Og mon ikke der også bliver tid til at hjælpe min mama med hendes 30.000 bøger? (Dette er IKKE en overdrivelse........)

God sommer! 💜

fredag den 9. juni 2017

Celesti makeup bag juni 2017


Endnu engang har jeg modtaget en fantastisk overraskelse fra dejlige celesti. Denne gang er det faktisk et helt look, og jeg elsker det!

Først og fremmest var der en lækker rød neglelak fra Miss Cop i en skøn rød farve, der kommer til at klæde mine fødder og hænder hele sommeren! Det er virkelig sjældent jeg får lagt neglelak, men med sådan en fantastisk farve, mon så ikke det kunne blive til lidt mere i år?

Dernærst fik jeg både en flydende eyeliner og en mascara fra mærket Note, hvilket man altid kan bruge, så det er jo værldig rart. Eyelineren, 'ultra black dipliner', er super nem at påføre, og holder virkelig godt. Den sorte mascara, 'Lash Master', giver umiddelbart mere volume uden at give for meget længde, hvilket er perfekt til mig, da jeg har lange men tynde vipper. Disse to produkter bliver hurtigt en del af min daglige rutine!

De sidste to produkter er fra mærket starlooks, og jeg kan ikke helt finde ud af hvad jeg synes. Øjenskyggen, som er en 'cremeøjenskygge' er i en virkelig lækker nuance, champagne, og den er fyldt med glitter. Hvilket jeg jo elsker! Men læbestiften er en form for blyant og egentlig i en sød farve, keen, men jeg tror ikke jeg kan tåle den. Hvilket er lidt underligt, fordi de siger på hjemmesiden, at de går meget op i allergier. Dog står der intet om, at deres læbestift er dermatologisk testet og allergifri, så mon ikke bare det er min sarte hud, der endnu engang skal drille?

Alt i alt en vidunderlig omgang makeup, og som sædvanlig glæder jeg mig bare til flere månedlige overraskelser! 💜


torsdag den 1. juni 2017

Eksamensmåneden...... yikes!

Så kom sommeren, og med sig bragte den en af årets mest stressende måneder... I hvert fald hvis man er studerende.

Selvom mit fjerde semester ikke har været nært så frustrerende hårdt som det tredje, ligger eksamensmåneden stadig en del pres på mig. Som sædvanlig har planlægningsguderne valgt ikke at stå mig bi, så fra den 30/5-30/6 har jeg ikke mindre end 3 skriftlige afleveringer og 3 mundtlige eksaminer.

Og i øvrigt en masse bachelor forberedelse, da de to første tidsfrister ligger i juni også! 😰
Og det fandt jeg så ud af for nyligt..... så stress med stress på.

Anyway, da jeg skal skrive en masse analyser og læse en masse bøger fra 1900-tallet om alt fra russisk formalisme til anarkistisk samfund skabt af børn, er det nok ikke de vilde blogindlæg der kommer i et stykke tid..

Eller også gør der, procastination er ikke for sjov 😁

Jeg lider ekstremt meget af eksamensangst (surprise, I know), men jeg har igennem årene alligevel samlet mig et par tips til at få nerverne bare LIDT under kontrol:

1) Træk vejret
2) Spis en banan ca. 5-10 minutter inden den mundtlige eksamen, de indeholder betablokker
3) Medbring noget lydløst til dine hænder, gerne en skumbold. Det er godt at holde hænderne beskæftiget, men det må ikke forstyrre, så kuglepenne, fidgetspinnere osv. er no-go
4) Træk vejret
5) Vær ikke bange for at fortælle eksaminator og censor, at du er lidt nervøs
6) Husk at snakke langsomt, man kommer altid til at snakke hurtigere, end man tror!
7) Start ud med at tage en tår vand, trække vejret dybt og gå roligt igang med at præsentere din disposition
8) Husk at trække vejret, smile, være høflig og kigge eksaminator og censor i øjnene.

Og ikke mindst: glæd dig til det er overstået - for så er der ferie!! 💜






............... tilbage til læsningen...................

torsdag den 11. maj 2017

Celesti makeup bag maj 2017

Hej venner! 😃

Maj måneds celestibag, très chic, er nok en af de bedste jeg har fået! Massageolie, to læbestifter, en læbeblyant og en lækker øjenskygge, så er man jo all set!

Massageolien er "sweet lullaby" fra Lola's Apothecary dufter fantastisk af lavendel og ylang ylang, og den består af 100% narturprodukter, hvilket er vildt skønt for en allergiker som jeg. Den kan bruges til både ansigt, krop, hår og negl, til rensning, fugtighed, behandling af strækmærker og som massageolie, så det er virkelig et dejligt produkt.

Den første læbestift er en lækker nude læbestift fra LOOKX, og jeg er allerede afhængig! Jeg bruger den hver dag, enten til mit naturlige look, eller under en mere farverig læbestift, som primer. Også denne består af naturlige ingredienser, og så holder den virkelig godt. Nuancen hedder "metallic rose pearl". Jeg er helt vild med denne læbestift.

Den anden læbestift er fra colourpop, og det er ikke lige min farve... Men denne flydende matte læbestift holder helt fantastisk, og jeg har faktisk hørt ret godt om mærket, så mon ikke jeg skal prøve en af deres andre nuancer?? Jeg fik nuancen "thursday", men lilla læbestift er ikke liiiiige mig... Til gengæld har de mange forskellige nuancer, så jeg finder nok hurtigt et par stykker... 😅

Øjenskyggen, også fra colourpop, var noget mere mig! Lige fra jeg spottede den i pakken, var jeg faktisk solgt. Denne "super schock" nuance "muse" er en smuk metallisk bronze, og selve øjenskyggen er super blød og lækker. Den føles fantastisk på huden, og så er colourpops produkter ikke testede på dyr! Så dejligt!

Læbeblyanten er fra chella, og nuancen hedder "passionate pink". Jeg elsker pink læbestift, så det kan jo altid bruges! 😁

Det var alt for denne gang, jeg glæder mig allerede til juni! 💜


tirsdag den 9. maj 2017

Lækre kyllingefrikadeller

Nu fik jeg endelig taget mig sammen til at prøve mig frem med nogle sundere frikadeller...

... og de blev faktisk ret gode!

Jeg brugte:

500g kyllingefars
2 æg
Fuldkornshvedemel
Hvedemel
En sjat laktosefri mælk
Salt
Peber

Og så rørte og stegte jeg dem ellers som normale frikadeller.

Man kan sikkert variere, fx med havregryn istedet for noget mel, tilsætte hakkede grøntsager osv.

Personligt kan jeg bedst lide mine frikadeller på noget lækkert fuldkornsbrød, og med lidt friske grøntsager til. 😊

Enjoy! 💜

søndag den 7. maj 2017

Om gode og mindre gode perioder - og hvad der ligger midt i mellem.

Alle mennesker har gode og mindre gode perioder i deres liv - det er faktisk helt sundt. Hvis man forestiller sig en lige linje, vil et normalt menneske vise udsving, både til den positive og negative side:
Den sorte streg er gennemsnit, altså hverken glad eller sur, og den grønne streg viser et eksempel på et menneskes udsving i en periode.

Min figur ser lidt anderledes ud, da jeg er så påvirket af min angst og OCD, som jeg er:
Jeg er altså typisk under linjen, men har dog udsving til den positive side - og det skal siges jeg i længere tid har haft færre, og ihvertfald mindre voldsomme udsving til den negative side.

Men som tidligere nævnt er jeg inde i en mindre god periode, hvilket også er grunden til, jeg ikke får opdateret min blog så meget, som jeg gerne ville...
De fleste af mine dage for tiden, er "meh"-dage, som jeg kalder dem:
Det er ikke fordi jeg får angstanfald eller har kæmpe nedture, jeg er bare ikke rigtig glad. Det resulterer i irritationer, frustrationer og antisocial opførsel. Der er intet der interesserer mig, og jeg har meget svært ved at tage mig sammen og gøre de mindste ting. Selv kampen om at stå op, kan vare i timevis.

Min psykolog har forklaret mig, at selvom det ikke er de fedeste dage, er det bedre end mine voldsomme udsving, da ikke tager lige så hårdt på mig, psykisk som fysisk. Så jeg tager det i stiv arm, prøver at tage én dag af gangen, og forhåbentlig kommer jeg snart i et lækkert sommerhumør!

God søndag derude! 💜

onsdag den 3. maj 2017

Date Night 3 😍

Jeg har haft en svær periode for tiden (mere om det senere), og derfor så min skønne kæreste sin mulighed for at forkæle mig, og hjælpe mig i godt humør - han overraskede nemlig med roser, chokolade og billetter til Guardians of the Galaxy Vol. 2!

Vi havde den hyggeligste dag, der startede ud med morgenmad på sengen, hvilket altid er en luksus. 

Så tog vi ellers på shopping i Odense C., hvor min nørd af en kæreste fik købt nogle warhammer ting 😅 og jeg fik ham da også til at prøve en masse nyt tøj. 💜

Vi havde valgt at se filmen tidligt, så vi efterfølgende gik hele vejen hjem til Bolbronx, hvor vi så bare bestilte pizza til aften, og ellers hyggede efter en rigtig dejlig dag.

Filmen var klart ikke lige så god som den første, og selvom den stadig var rigtig sjov, føles det mere og mere som om, at Guardians of the Galaxy er blevet Marvels comic relief, da der konstant skal ske/siges noget sjovt, og det gik desværre lidt ud over filmen som helhed. Der var lidt for mange forskellige plots, og det er rigtig ærgerligt, da hovedplottet egentlig var super spændende, og de kunne sagtens have fokuseret meget mere på dette,

Men men men - en mindre god Marvel film er stadig en rigtig god film! Vi elsker begge Marvels multiverse, og jeg kan kun opfordre folk til at se filmen. 😄